Danske Shoppingcentre tæt på milliardunderskud
Det så rosenrødt ud i 2022, men er anderledes blodrødt for 2023.
Bundlinjen hos Danske Shoppingcentre, der står bag 17 shoppingcentre i Danmark, er faldet drastisk på et år, skriver Finans.
Danske Shoppingcentre
- Danske Shoppingcentre P/S er et partnerselskab mellem ATP Ejendomme A/S og Danica Ejendomsselskab.
- Selskabet er etableret primo 2018 og har 17 shoppingcentre fordelt over hele landet.
- Porteføljen har et samlet areal på cirka 850.000 kvadratmeter og driver omkring 1.100 lejemål.
- Årligt besøges shoppingcentrene af flere end 68 millioner kunder.
Kilde: Danske Shoppingcentre
I 2022 noterede man sig for et overskud på en halv milliard kroner, men sidste år var "de høje renteniveauer og voksende afkastkrav" bidragende til at sænke værdien af shoppingcentrene.
Og i sidste ende trak det altså regnskabsresultatet ned, forklarer administrerende direktør i Danske Shoppingcentre, Jesper Faurholdt.
- Vi er jo ikke immune for samfundsudviklingen og følger også med i, hvad der sker i verden omkring os. Det normale er ikke længere det normale, og vi er i en ny verden. En vækst på 4 pct. i antal kunder samt en tilsvarende vækst i omsætningen er i hvert fald tilfredsstillende, siger han til Finans.
Driftsresultatet er steget med 40 millioner kroner til 652 ditto - men det er altså den negative værdiregulering, der sender bundlinjen tæt på en milliard kroner i minus.
Jesper Faurholdt tilføjer imidlertid, at man på et andet parameter - antallet af nyudlejninger - har slået rekord i det forgangne år. Det tal voksede med 44 procent i 2023, hvilket er det højeste antal nogensinde, oplyser Jesper Faurholdt.